ogsaa spøgende, at han tillige havde tænkt at ærgre Geheimearchivaren, Conferentsraad Wegener, lidt, idet han nemlig troede at vide, at denne var Skyld i, at der ikke fra dansk Side blev vist ham nogen Anerkjendelse for de Tjenester, han havde ydet dansk Historie under sit Arbeide i det vaticanske Archiv, der jo dengang ikke stod andre Nordboer aabent. Jeg kunde nu meddele ham, at han uden Tvivl havde naaet sin Hensigt, thi Wegener havde en Dag i Geheimearchivet i en af sine bekjendte Monologer, der vare rettede til alle og ingen, idet han omtalte Werlauffs Storkors, i sin saa ofte naive Forfængelighed undret sig paa om Werlauff var den eneste danske Historiker, der skulde hædres paa denne Maade. Han mente selvfølgelig, at han ogsaa havde vist Interesse for Norge og norsk Historie, ligesom han jo altid prætentieust talte meget om sin Kjærlighed til Norge og Nordmænd overhovedet, som noget, der fra Barndommen var gaaet ham i Blodet i hans fynske Hjem, hvor Nordmænd og Danske betragtedes og behandledes ganske som samme Nation o. s. v.
I Archivet arbeidede Munch den største Del af Formiddagen paa sin Historie, hvortil han klarede sig med et mærkværdig lidet Antal af trykte Kilder. Vistnok gik han af og til paa sin Hjemtour om Middagen indom Universitetsbibliotheket og kigede i forskjellige Kildeskrifter, da Rigsarchivets Bibliothek dengang kun var daarlig forsynet med saadanne Verker. Selv eiede han jo omtrent ingen Bøger, af Diplomatarium Norvegicum f. Ex. kun første Bind, hvilket efter hans Død kom til Professor G. Storm. Han pleiede paa Bibliotheket, hvor jeg enkelte Gange var med ham, som Regel kun at mærke sig de Sidetal, han behøvede til sine Citater, som han efter Hukommelsen nedskrev om Eftermiddagen eller den følgende Dag, og de Feil, som hist og her findes deri, hidrøre utvivlsomt snarere fra Sætteren og Correcteuren end fra ham selv. Hans Manuscript var nemlig ikke særlig tydeligt, da Haandskriften var gnidret og skrevet paa meget forskjelligartet Papir, der ofte var udstyret med en Mængde paaklistrede Vinger og forsynet med mange Henvisningstegn og lignende Tilføielser, der krævede en øvet Sætter.
Munch kunde være ret munter og fortælle morsomt om
