Dagen, end sige om Natten. Saadanne Hensigter – saadanne Midler. Skulde nogen da ønske at komme i Committeer, hvori Partieaanden hersker til det høyeste? Har ikke enhver Ret til at anke paa, hvad ham ikke behager? Eller er det Forfængelighed man vil tilskrive denne Higen. O, saa har jeg intet Begreb om Forfængelighed, naar det er Forfængelighed at staae ved Siden af Rein i en Constitutions Committee, der dog aldrig har kunnet faae Greb paa at indrette et Fattigvæsen i det Smaae og dog vel burde kunne dette, inden han indrettede et i det Store – eller ved Siden af en Rosenkilde i en Finantzcommittee – en Mand, der med alt behageligt Udvortes ikke kan føde og nære en sund Tanke. Hertil kommer endnu, at Tollef Hufestad, der flere Gange har været under Examination af Lieutn. Schwartz, der bestandig ligger her som Spion, og (sic) fortalte os med megen Forbitrelse, at han blev opfordret til at forevise den Seddel, han havde skrevet paa de Vælgende til Finantzcommitteen, og at denne byttede om med ham og gav ham en anden, hvorpaa stod en Deel Officerer, men som Tollef af Vrede strøg ud. Da Forsamlingen var samlet og Tollef savnedes, spurgte man efter ham, men L. skreg høyt: „Gaae hen til Lieutn. Schwartz, maaskee han er der under Examination.“ – Jeg tordnede i Vestibulen mod den Nederdrægtighed, man bruger mod os, og Major Sibbern, en af de skabbede Faar, som ansees med skjæve Øine, istemmede med mig.
Fra Carsten Anker skal intet være kommen, siger man – ja „troe det, hvem der har Lyst. L. havde i Dag en Samtale med P. C., hvori han atter undrede sig over, at Vestlandet var saa svensksindet, men L. svarede, at dette var en feil Idee om vores Tænkemaade, at vi ligesaavel ønskte Selvstændighed som alle andre, men at
