vi ikke øynede Mueligheden og saaledes heller valgte en liberal Foreening end en total Undertrykkelse. P. C. svarede: Ja, man kan dog kuns enten være svensk eller dansk. L.: Jo! Tillad mig D. K. H., man kan og bør være et tredie, norsk. Der slap det ud af ham.
Man aad og drak. – Ved P. C. Taffel spiste Provst Schmidt formedelst en Vise, han havde digtet til Norges og dets Regents Hæder og til Skam og Last for Rænkesmedene. – Hvem ere disse, spurgte ham G. – Det har ingen Ret at spørge mig om, svarede Schmidt. – G: Da Visen er publik, har enhver Ret til at recensere den, og da ingen er nævnt, opfordrer jeg Dem til at sige, hvem De har meent. – Schmidt: Jeg meente ... de Svenske. – G.: Jeg gratulerer Dem med Retraiten. De vil vist sande med Moreau, at det er vanskeligt at retirere med Honneur. – Man lod cirkulere en Subscriptionsplan paa alle Adresserne, men jeg svarede: at mit Contoir forsyner mig med Papiir.
Dagen hensvandt under Tummel og Støy af brusende Musique og med mine Følelser contrasterende. Glæde over en Deel politiske Løgne, hvormed man atter amuserede Pøbelen, saasom: at Ponte-Corvo ikke mer vilde til Sverrig, eftersom han der fandt det for koldt, – at han vilde oprette sig en Throne i Syden – at Pr. C. skulde blive valgt til Konge i Sverrig, og at Norge paa denne Maade vilde blive lykkelig under Forening med Sverrig. Gr. gjorde det Spørgsmaal: Hvorledes forklares det? Naar Kongen boer i Christiania, ere vi frie, naar han boer i Kjøbenhavn, ere vi frie, men naar han boer i Skaane, ere vi Slaver? – Slige Spørgsmaale indlader man
