lee, og hvis Gesticulation, Declamation og Tendentz stod i fuldkommen Ligevægt med Sproget. Meeningen var, at hans Committentere havde paalagt ham at sige, at Norge skulde hævde sin Selvstændighed, indtil fiendtlige Flaader omringede vore Kyster som en belejret Fæstning og vi ikke kan undvige. Vel at mærke: Manden boer ved Søekysten![1] Da denne pathetiske Tale var til Ende, slog han sig paa sit Bryst og skreg: Det er min Overbeviisning. Tejst[2] reiste sig op og istemmede: jeg skjænker Dem min Overbeviisning. Forslaget blev voteret: om det nu skulde afhandles eller ikke, og Stemmerne bleve lige, men Præsidenten gjorde Udslaget, og det blev antaget. Følgelig reiser jeg øyeblikkelig, saasnart Kongen er valgt, og undgaaer alle Krumspring. – Derefter kom under [Behandling] Forslag fra en Deel Bønder i Edsvold til Rigsforsamlingen i Edsvold, begyndt 10 Aprilis og continueret følgende Dage, – indeholdende Begjæring om følgende: 1. At alle overflødige Øvrigheder maatte blive afskaffede. 2. At Sølv Værdien maatte blive hævet, da Bonden ikke kan taale den, og 3. At Skrivefrieheden maatte blive indført, saa enhver kunde lade skrive sine Documenter af hvem han vilde. – O sancta simplicitas! Alle loe lige indtil Dagens Helt, som ellers var forbandet flouv og holdt sig i Roelighed i Furtekrogen bag Præsidenten. – Printzen kom igjen om Aftenen.
Da Forsamlingen var til Ende, spurgte jeg Omsen, hvad vi i Dag har gjort? hvortil han svarede: vi have kogt en delicat Suppe paa Pølsepinder.
