skulde nære den Forræder i sit Skjød, der skulde øndske at ville spille sit Fædreland i Sverrigs Hænder, skjøndt jeg maa tilstaae, at den Frygtagtighed, med hvilken en vis Mand i denne Forsamling synes at ville neddysse os, strider paafaldende mod hans fordums Kraft og Raskhed.“ Sverdrup, der af Wergelands Tale, hvori var henpeget paa enkeltes Lyst til at spille Roller og glimre paa Fædrenelandets Bekostning, havde følt sig truffet, gjorde den dumme Streg at staae op og declarere, at han ingen egennyttige Hensigter havde. – En Vittighed af ham var god. Wl. sagde: „Jeg frygter intet, jeg griber med min ene Haand i Himmelen og lader Jorden med sine Usselheder henrulle under mine Fødder.“ Dertil svarede Sverdrup: „Jeg er ikke mægtig nok til at gribe med min Haand i Himmelen, men mit Haab er til Himmelen.“ W. endte sin Tale med et særdeles ædelt Udbrud: Amicus Christianus, amicus Fridericus, sed magis amica patria. Gr. holdt en lille Tale fuld af Vid og Lune, som desværre kun faae arriperede. Han raillerede over, at F. proponerede, at Forsamlingen skulde ansees hævet, naar den ikke har mere at gjøre, og istemmede med ham det Forslag ikke at sidde her til den yderste Dag. Anker gjorde en god Vending paa Tingen, – han sagde, at det var unødigt at proponere, at Fors. engang skulde faae Ende; thi det vidste vi omtrent før, men at det var farligt at binde sig til strax efter Valget at gaae hjem; thi sæt Kongen vilde tale med os siden, saa maatte vi jo sige ham, vi kan min Sjæl ikke blive længer, thi vi have lovet Vice Præsidenten at reise hjem. Jac. Aall havde skrevet en dejlig Tale, som hans sædvanlige Undseelighed forbød ham at fremsige og saaledes ikke kom for Lyset. C.s kom frem og holdt en Tale, hvorved heele Forsamlingen kom i yderste Forlegenhed, da ingen kunde undgaae at
