mand paa Akershus og siden Biskop i Oslo. Hans Mule havde ogsaa krænket „St. Olafs frie Tjenere, Erkebispen havde tilbudt at betale for dem, hvad de maatte befindes lovlig at skylde, men uden Nytte.“[1]
De Forestillinger, som man heraf kan danne sig om Sædesvendenes Stilling, suppleres af et andet Hovedsted, et sex Aar yngre Brev. Vincents Lunge skriver nemlig 1528 til sin Foged paa Vardøhus, Oluf Isakssøn, og befaler ham „strengelig“ at optegne, hvor mange Sædesvende Erkebispen har i Finmarken, og tilføier, at „hver Sædesvend er ledingsfri selv tredie, og en Part selv anden og ikke mere; dog bøde de til mig for alle Udslegemaal og halsløse, Gjerninger.“[2]
I Aaret 1532, da Erkebiskop Olaf som bekjendt tog Christiern II.s Parti, opfordrede han ved Brev „Knaber og Sædesvende“ i Sogn til at gjøre det samme og at indtage Lenet paa hans Vegne.[3]
I 1533 omtales atter Sædesvendene i Finmarken, med hvem Vincents Lunge har havt Forhandlinger,[4] udentvivl for at udpresse noget af dem og i ethvert Fald neppe for det gode.
I Olaf Engelbrektssøns sidste Tid forekomme de jevnlig. Saaledes meldte Eske Bilde om Høsten 1536, at Erkebispen havde ladet indkræve Skat af „Præster og Sædesvende“.[5] Man ser, at paa den Tid, han forlod
- ↑ Dipl. Norv. I, S. 768. Intet af disse Breve naaede frem; de fandtes efter Erik Walkendorf i Rom, da Olaf Engelbrektssøn kom did 1523, og befinde sig derfor nu i Münchener-Samlingen i Christiania.
- ↑ Dipl. Norv. VIII, S. 583.
- ↑ Dipl. Norv. IX, S. 715.
- ↑ Dipl. Norv. X, S. 695.
- ↑ Rørdams Monumenta Hist. Dan. I, S. 249.
