Udtrykket Sædesvend i et Brev af 1537, men uden at indlade sig paa at forklare det. Det skal dog villig indrømmes, at den større Del af de Kildesteder, hvoraf en virkelig Kundskab om disse Sædesvende kan hentes, først er bleven offentliggjort i en senere Tid, og at nogle af dem endnu ere utrykte.
Idet jeg nu gjør et Forsøg paa at udrede et Forhold, der vil vise sig at være af Betydning for det norske Episkopats, særlig Erkebispedømmets Historie, vil jeg begynde med at belyse dets Beskaffenhed i Catholicismens allersidste Periode i vort Land, fordi dette Tidsrum er det eneste, fra hvilket jeg finder nogenlunde tilstrækkelige Oplysninger derom. Først efter at dette er gjort, vil jeg bestræbe mig for at gjenfinde Forholdets Existents ogsaa i tidligere Aarhundreder og derved paavise dets Oprindelse.
Som et Hovedsted i denne Materie maa ansees Erkebiskop Erik Walkendorfs Klageskrift til Pave Hadrian VI., forfattet i Rom i Februar 1522 lige efter hans Ankomst til Curien, hvorhen han havde taget sin Tilflugt for at undgaa Kong Christiern II.s og hans i Norge dengang raadende Creaturers Forfølgelser og Fornærmelser.
Mellem sine Ankeposter anfører han, at Befalingsmanden paa Bergenhus, Jørgen Hanssøn, har molesteret liberos servos ecclesiae Nidrosiensis, Sedesvene vulgariter nuncupatos et ab omni talia et exactione laicali ac operis praestandis a tempore immemorabili exemtos. Jørgen har ei alene villet beskatte dem, men ladet dem fængsle og lagt Beslag paa deres Skibe, Kjøbmandskab og Gods.[1] Omtrent samtidig havde Erkebispen fra Rom skrevet til det danske Rigsraad og for dette ført en lignende Klage over den berygtede Mag. Hans Mule, dengang Befalings-
- ↑ Dipl. Norv. VII (1869), S. 551.
