Sæde i Retten.[1] Kun ganske kort varede imidlertid for denne Gang hans Virksomhed som Høiesteretsdommer, thi allerede Aaret efter blev han Deputeret i det danske Cancelli.
Ved denne Tid falder hans Virksomhed i Landbosagen, hvorom her kun henvises til Professor Holms ovennævnte Festskrift. Det har sin store Interesse, at en Nordmand, som i sit Fødeland havde været vant til at se Bønderne i Besiddelse af den Frihed, som deres danske Standsbrødre savnede, kom til at øve en saa afgjørende Indflydelse paa disse sidstes Emancipation. Men, ligesom man ikke maa overdrive skildringen af de danske Bønders Undertrykkelse, saaledes maa man heller ikke tænke sig de norske „ædle, kraftige og oplyste Odelsbønders“ Vilkaar altfor frie og misundelsesværdige. Herom har man fra Colbjørnsens egen Haand nogle ret mærkelige Ytringer i et senere af ham udgivet Skrift: „Et Par Ord til Oplysning af de udkomne Breve fra Riegels til Heiberg“ (Kbh. 1797). Det heder her: „Man kan ikke uden at fornegte Sandhed imodsige, at Forordningen af 9de August 1754 i Forening med Land-Milice-Anordningerne for Norge stavnbinder i Bondestanden i dette Rige og underkaster den en saa vilkaarlig Behandling, at samme ei kan bestaae med sand Borgerfrihed.“[2]
I 1789 finde vi Colbjørnsen paa en Forretningsreise i Jylland som Medlem af en kongelig Commission.[3] Fra dette hans Ophold er jeg saa heldig at kunne meddele det nedenstaaende interessante Brev. Det er skrevet til
