keste Søgning, da han i en mærkelig Grad forenede Skarpsindighed og Veltalenhed. Rahbek har paa sin Maner udtalt Samtidens Dom, naar han siger, at han „var lige Mester i Epigrammet og Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraalen og slynge Blomsterkrandse“. Og paa et andet Sted kalder han ham „Demosthenes Colbjørnsen, med den Gracchus-Ild, det mirabeauske Vid, den demostheniske Veltalenhed, den mangesidige Sagkyndigbed, den Normandsiver for Frihed og Ret“[1] Han synes i hine Aar at have samlet Formue, da han sees at have besiddet store faste Eiendomme.[2]
Efter at have opgivet Planen om at vende tilbage til Norge som Amtmand besluttede imidlertid Colbjørnsen, udentvivl af de ovenfor af ham selv omtalte Helbredshensyn, at træde ind som Assessor i Høiesteret, naar Anledning dertil gaves. Han fik ogsaa 1783 Løfte om „at nyde Anciennetet til Sæde og Løn“ som Høiesteretsassessor ved forefaldende Ledighed, naar han forinden maatte opgive Advocaturen, et Tilsagn, der indeholdt en større Begunstigelse end de sædvanlige Expectancer. I Juni 1785 ophørte han saa med sin Advocatvirksomhed og levede nu en Tid som privat Mand, indtil han den 10de August 1787 opnaaede det ham i Udsigt stillede
- ↑ Erindringer, III. S. 111. Her findes overhovedet Colbjørnsen oftere nævnt, f. Ex. IV. S. 144, hvor han kaldes „alle Nordmændenes Skytsguddom“.
- ↑ Om Høiesterets-Procuratorernes økonomiske Vilkaar paa den Tid se S. Vedel: Den dansk-norske Høiesterets Historie, S. 335. Man ser af dette Skrift, at det var et ganske lidet Antal Advocater, paa hvis Hænder de lucrative Sager vare samlede, medens de øvrige havde det temmelig knapt. Om Colbjørnsen som Defensor for M. de Beringskiold (1781) se Joh. Grundtvig i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. I. S. 275.
