maatte udstaa de bitreste Smerter.“ Han fortsætter: „Den lokale Kundskab, jeg har om dette Sted i Særdeleshed, gjør, at jeg kunde bruges der med større Nytte, end andensteds.“ Videre paaberaaber han sig sin „Kundskab om Lovene, om Norges Øconomie, dets Handel og dets Indbyggeres Tænkemaade.“ Tilsidst udtaler han: „Jeg skal ikke anføre som et Argument, at adskillige af mine Forfædre har havt Leilighed til at opofre deres Blod og deres Formue (der ikke har været ubetydelig) til Fædrenelandets Tjeneste. Deres Kongers Naade og deres Medborgeres Erindring belønner dem for dette.“
Ansøgningen har følgende egenhændige Paategning: „Skal forestilles. Christian Rex“. Den er vedlagt en Skrivelse med Guldbergs Haand, dateret Fredensborg d. 6. Oct. 1778 og undertegnet af Arveprindsen, hvoraf dog kun Begyndelsen hører hid: „Til det kongelige Rentekammer. Da Justitsraad Colbiørnsen er en bekiendt duelig Mand: saa kunne der være Grund nok til, at ham tilstaaes det ansøgte ..... Friderich“.
Tre Aar senere (1781) søgte Amtmand Scheel i Stavanger Afsked mod at nyde af Kongens Kasse 500 Rdl. aarlig, indtil han kunde opnaa andet Embede. Colbjørnsens Ansøgning blev da fremdragen i Rentekammeret, og det er muligt, at Kongens Paategning hidrører fra dette Aar. Men Colbjørnsen maa imidlertid have opgivet sine Amtmandstanker. I Mellemtiden var han (1780) bleven Kammeradvocat, og hans Indflydelse og Betydning var Aar for Aar tiltaget.
Som Advocat eller „Procurator“ nød Chr. Colbjørnsen som bekjendt den høieste Anseelse og den stær-
