Denne sin Grav stod Colbjørnsen nu nær. Thi
„Natten mellem den 16de og 17de Decbr. 1814 døde han
efter langvarige og smertefulde Lidelser.“[1] Han efterlod
4 Døtre, men ingen Sønner.
Der har dog i Colbjørnsens Liv været en Tid, da han ønskede at vende tilbage til Norge som Amtmand. I 1778 søgte han om et Embede som saadan i Stavanger. Man kan kun glæde sig over, at denne Plan ikke realiseredes, thi hvad han havde kunnet udrette i en provinsiel Virksomhed i Fødelandet, vilde kun have havt lidet at betyde imod, hvad han siden kom til i Danmark at virke til begge Tvillingrigers Ære og Gavn. Men Ansøgningen er meget karakteristisk og fortjener derfor vel at kjendes.
Han meldte sig altsaa i 1778 til Stavanger Amt, som dog ikke endnu var ledigt, hvorfor han altsaa kun ansøgte om i Tiden at succedere den fungerende Amtmand W. M. Scheel. Han anfører her, at, skjønt Medborgeres Tillid havde gjort det Embede, han for nærværende Tid beklædte, til det fordelagtigste, han kunde ønske sig, forbød hans Helbred ham dog aldeles længere at forblive i denne Post, da den Bevægelse, hans Blod sattes i, „saa ofte han talte offentlig, forøgede hans Gigtsvaghed, saa at han daglig, efter at have talt i Høiesteret,
- ↑ Kjøbenhavns Skilderie l. c. I Danske Samlinger, 2. R. III, S. 165 berettes, at Colbjørnsen døde i det ham selv tidligere tilhørende, men dengang bortsolgte Holsteinske Palais i Stormgaden, „ifølge Traditionen i det største af den vestre Sidebygnings Værelser paa første Sal.“
