ger“. Men Christian Colbjørnsen, der blot 24 Aar gammel begyndte sin Bane som Advocat, synes at have staaet aldeles udenfor denne Kreds af Landsmænd. Der kjendes vistnok heller intet Spor til, at han senere har besøgt sit Fødeland. Hans Fader var jo forlængst død, Moderen bortkaldtes i 1773, og hans to gjenlevende Brødre vare som han selv komne bort fra Norge. Men om sin Kjærlighed til Fødelandet har han givet smukke Vidnesbyrd gjennem sit hele Liv, og ikke mindst endnu i sit sidste Leveaar 1814. Jeg sigter til hans mærkelige Breve til Christian Frederik, hvem han synes at have staaet meget nær, og af hvilke man faar det skjønneste Indtryk af hans levende Interesse for Norges Vel. Han nærede i Begyndelsen et Haab om, at det skulde lykkes Christian Frederik at grunde et eget norsk Kongedømme. Men den kloge og erfarne Statsmand indsaa snart, at ligeoverfor Europas enstemmige Vilje var Modstand haabløs, og i samme Øieblik begreb han, at hvad der nu maatte arbeides for, var at opnaa de bedst mulige Betingelser i en Forening med Sverige. Den 19de Mai 1814 – samme Dag, som Christian Frederik aflagde sin Kongeed og opløste Rigsforsamlingen – skriver den gamle Nordmand Colbjørnsen saaledes til ham: „Søg derfor, min naadigste Herre, at tilmægle dette tro Folk de bedste Vilkaar, der nu (maaske aldrig siden) kunne erholdes som et føderativt Rige med Sverige. Aldrig har da nogen gavnet Norge saa meget, som De. Da skal jeg velsigne Dem fra min Grav!“[1]
- ↑ Yngvar Nielsen, Bidrag til Norges Historie i 1814, II, S. 19, Christian Frederiks Svar læses i K. Christian VIII’s Dagbog fra Regenttiden i Norge, udg. af A. Ahnfeldt, S. 146–147.
