I 1773 finde vi Chr. Colbjørnsen i København, hvor
han dog visselig allerede forinden maa have opholdt sig
i nogen Tid. Thi i hint Aar blev han først indskreven
som Student den 17de Juli, tog derpaa 2 Dage senere
juridisk Examen med Laudabilis og blev saa den 11te
Novbr. Advocat, eller, som det nok officielt hed, Procurator
ved Høiesteret. Det var en Selvfølge, at Broderen
Jacob Edvard, der netop i samme Aar fra Advocat blev
Professor juris, blev hans Lærer i Lovkyndigheden, og
det har da vel ogsaa været ham, der har skaffet ham
Ansættelsen ved Høiesteret i den efter ham selv ledigblevne
Plads.[1]
Christian Colbjørnsen har altsaa egentlig aldrig ført, hvad man kalder et Universitets- og Studenterliv, og neppe nogensinde erhvervet, hvad man forstaar ved akademisk og lærd Erudition.[2] Netop paa den Tid, han tog sin Examen, begyndte det norske literære Selskab at florere i Kjøbenhavn. Broderen Edvard Røring Colbjørnsen, den senere vestindiske Regjeringsraad, har staaet i nogen Forbindelse med dette Selskab, og hans smukke og lovende Digt „Det norske Foraar“ er optaget i dets „Samlin-
- ↑ Astræa, udg. af Schlegel, IV. S. 378. I „Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn“ udgivet af S. Soldin, 11te Aarg. (1814), No. 102 heder det i Anledning af Chr. Colbjørnsens Død: „Han saavelsom hans afdøde Broder, J. E. Colbjørnsen, kom som to ganske uformuende unge Mennesker her til Kjøbenhavn“. Om J. E. Colbjørnsen vides det, at hans norske Landsmand, den rige Generalmajor Johan Fred. Classen, det store Fideicommis’s Stifter, understøttede ham i hans Studenterdage. C. Nyrop, Johan Frederik Classen, Kbh. 1887, S. 262.
- ↑ Dette var da ogsaa noget, som hans Modstandere ikke glemte at bemærke, f. Ex. J. K. Høst, der omtaler ham med liden Sympathi i sine „Erindringer om mig og mine Samtidige“. Kbh. 1835, S. 161.
