Colbjørnsens norske Landsmand Carsten Anker, paa den Tid Conferentsraad og Deputeret i Bergverkscollegiet. Bekjendtskabet med den omtrent jevnaldrende Anker, der sees at have været meget intimt, er neppe stiftet i Norge, men snarere efter at de begge vare bosatte i København. Brevet lyder – med Udeladelse af et Par, lidet betydelige, men særdeles fidele Linier – saaledes:
„Tak, bedste Ven, for den Godhed, hvormed Du hjelper min Engelke[1] tilrette i Raad og Daad ved Indretningen og Distributionen af værelserne i vort nye Logis. Mig synes, den kan ei være bedre end efter dit Forslag, og jeg er lidt stolt af, at dette stemmer overeens med min egen Idée. Jeg har skrevet min Kone til, at jeg overlader alt til hende og Hans Excellence, hendes Geheime-Raads Befaling. Du kunde ikke, kjæreste Ancher! give mig en behageligere Tidende, end den, at din fromme Hetchen og din raske Erich[2] befinde sig vel.
– – – – – – – – – – – – –
Det er ret en styg Historie, Grev Schach har havt. Man fortæller herom Omstændigheder, som gjør den i mine Øine gyselig. Der siges, at den dræbte har flygtet og bedet forgjeves for sit Liv. Det er ubegribeligt for mig, hvorledes man kan myrde et Menneske, som flyer. Men jeg haaber, endeel af det, her siges, er Løgn, endskjønt det er bygget paa omstændelig Fortælling i Breve fra Kjøbenhavn, hvoraf jeg har seet 2.
Vort Arbeide gaaer frem med utroelig Orden og Roelighed. Jyderne ere særdeles gode Folk og kan godt
