Og særlig maa man erindre, at Baalet var Bedrageriets
Straf. Den var f. Ex. bleven anvendt mod den
falske Margreta, der brændtes paa Nordnes ved Bergen,
og hundrede Aar senere mod den falske Olaf, der brændtes
ved Falsterbod, hvorfor det var naturligt nok, at Amund,
naar han havde udgivet sig for berettiget til Thronen,
hvilket idetmindste fra Kong Eriks Synspunkt maatte tage
sig ud som en bedragerisk Paastand, kom til at lide netop
den Straf, naar han ikke skulde benaades.
Men ogsaa dette, at Amund i den plattydske Krønike siges at have optraadt med Paastand paa Arveret til Norges Krone, skal jo være „utroligt“. Det skal indrømmes, at Beretningen er paafaldende, men derfra er et langt Skridt til at kalde den „utrolig“, naar den fremkommer hos en samtidig Chronist, der gjennem sit Forhold til Norge og sit tydeligt fremtrædende Kjendskab til Landet maa antages for bedre underrettet end de allerfleste ældre Fremmede, der have skrevet om vort Land. Jeg var vistnok oprindelig ganske ude af Stand til at paavise nogetsomhelst Indicium, der kunde tyde paa Slægtskab mellem noget Medlem af Ætten Bolt, hvortil Amunds Sigil viser, at han hørte, og den norske Kongefamilie. Senere har jeg imidlertid fundet et saadant Indicium, der her skal fremsættes.
I Archivet paa Skokloster gives der nemlig et Document, der indeholder, at Kong Haakon, „ Sveriges og Norges Konge“, tilstaar wälbornom man Aghmund Hatt, wårom ælskelikom magh oc thiänara, den Begunstigelse, at han fore hans tro thiænist the han os giort hawer oc swa for then scadæ som han for os i riksins thiænist a sine goze thinglikæ (?) takit hawir, at han maghe kiopa skattagoz i Wärmalande swa mykit som tiughu markir geld tilsigher. Brevet, hvilket jeg selv ikke har seet, men som jeg kjender dels
