vort Bud hos Stæderne, og de (ɔ: de Norske) have nu forbundet sig med os at blive ved Sverige levende og døde. Vi bede Eder, at I ere dem behjelpelige, at de komme i samme Forbund med Stæderne.“
Ved Udtrykket „Norges Rige“ kan her ikke forstaaes Norges Riges Raad, thi dette var og blev Kongen tro i disse Aar. Det maa være Opstandspartiet i Norge, som Svenskerne give dette vistnok med Forsæt noget svævende og ubestemt holdte Navn. Man erfarer af Brevet, hvad der allerede før laa nær at slutte, at Insurgenterne, hvis Hoved vel allerede da har været Amund Sigurdssøn, har søgt Bistand i Sverige, efter hvis Exempel vistnok den hele Reisning er foregaaet.
Man ved nu kun, at der St. Hans Aften holdtes et Møde mellem Amund samt hans Tilhængere og Rigsraaderne paa den af mange politiske Forhandlinger bekjendte Jarlsø ved Tønsberg,[1] men at der allerede før den Tid har været et blodigt Sammenstød mellem oprørerne og Hr. Svarte-Jøns, at derefter hine besatte Oslos Bispegaard, men maatte capitulere i December, hvorefter i Februar 1436 en Overenskomst blev sluttet mellem Amund og Almuen paa den ene og Rigsraadet paa den anden Side. Den gik ud paa bl. A., at Amund skulde anbefales til Kongens Naade. Senere vides Intet om Amunds Skjebne uden Carsten v. Gherens Ord i den plattydske Krønike, der lyder saaledes:
Anno 1436 (!) wart Omunt Sywardesson to Volgerede gebrant, wente he zede sijk erue vride gebaren Koningk van Norwegen. Dijt bestelede Oloff Nielsson, de do vaget wart to Bergen.
Vi skulle nu betragte denne korte, men indholdsrige
- ↑ Se om denne Ø’s Historie mine Bemærkninger i Norsk historisk Tidsskrift, 2. R. V. S. 406–408.
