(Kbhvn. 1835), thi en ganske løselig Ytring hos Albert Krantz om „nogle Bevægelser i Danmark og Norge“,[1] hvilken Arild Huitfeldt[2] har gjentaget, kan ikke komme i Betragtning. Jahn har benyttet den Del af de Amund Sigurdssøn vedkommende Documenter, som findes i det danske Geheime- (nu Rigs-) Archiv og trykt det vigtigste af dem, men derimod ikke kjendt de i det svenske Rigsarchiv bevarede høist interessante Breve, som en af Hovedpersonerne i denne Begivenhed, Svensken Hr. Svarte-Jøns, Befalingsmand paa Akershus, maa have ført med sig til sit Fædreland. Disse ere først af Lange bekjendtgjorte i Diplomatarium Norv., i hvilket Verk (B. 2 og 3) samtlige i Norden værende Actstykker siden 1855 have været samlede.
Til disse slutter sig nu et i Hanserecesserne 2den Afd. I, p. 525 aftrykt, før ukjendt Brev af 19de Marts 1436, hvilket tillige er det tidligste af alle Sagen vedkommende Documenter. Det er udstedt i Kalmar af Engelbrekt Engelbrektssøn, Niklis Stenssøn og Gustav Laurentssøn og stilet til Raadet i Danzig og andre preussiske Stæder. De have, siges der, havt en Dag med Kong Erik og sluttet Fred med ham, og Rigsraaderne i Danmark og Norge have givet sit Garanti for denne, men Kongen har ikke holdt sine Løfter. Derfor bede de, at Danzig ikke maa hjelpe ham, men bistaa dem med at skaffe Fred i Søen for den menige Kjøbmand, naar Kongen holder „Sørøvere og Vitalier“. De have ogsaa sendt Bud til Stæderne og ville forbinde sig med dem. „Og ligeledes har Norges Rige tilskrevet os og begjærer ogsaa at forbinde sig med menige Hansestæder og Sveriges Rige. Og vi vidste ikke, at Norges Rige vilde forbinde sig med os, da vi havde
