adskilles fra støtterne, naar der skulde levnes plads for bordene, eller ogsaa maatte bænkene rykkes helt frem til midtstolperne og bordene sættes indenfor disse. Men begge alternativer vilde være lige forkjærte. Som endelig afgjørelse af det omhandlede spørsmaal maa det derfor antages, at bænkene med tilhørende andveger stod saa nær ind til sidevæggene, at der imellem høisæderne og ildene i midten var rummelig plads baade for bordene og de foran disse anbragte løse bænke eller „forsæder“. Fæster man sig derhos ved, hvad der utvilsomt var hensigten med andvegessulerne, nemlig at fremhæve det fornemste sædes betydning, saa vilde dette fuldkommen opnaaes derved, at de fik et mægtigere omfang og ragede op i høiden et stykke over bænkene. Det kan ialfald ikke nogetsteds sees, at de strakte sig helt op til taget, og i ét tilfælde omtales endog et Thorsbillede paa toppen af saadanne støtter,[1] hvad der ligefrem viser, at her ialfald endte støtterne nedenfor taget.
Heller ikke kan jeg være enig med forf. i den maade, hvorpaa han fremstiller forholdet mellem indretningen i de kongelige stuer og de private.[2] For det første siger han (s. 191), at begge slags stuer oprindelig i regelen havde en dør i hver ende; men dette gjelder efter det udtrykkelige vidnesbyrd i flere sagaer[3] alene om de kongelige stuer, dog i alle tre nordiske riger, medens de foran (s. 479) citerede lovsteder forudsætte, at andre stuer i Norge og paa Island, altsaa her alle, kun havde én dør. Naar nu Olaf kyrre paa kongsgaardene i Norge sløifede de to føromtalte høisæder paa stuens sidebænke, satte en
