gavl eller, hvor denne bænk ikke fandtes, „paa den venstre side af den, der sad paa den høiere hædersplads, men paa høire side af den, der sad paa den ringere“, saa fremgaar deraf med logisk konsekvens, at husets indgangsside var i vest, saaledes at den indtrædende følgelig havde det fornemste sæde paa nordre bænk til venstre og det modsatte paa høire haand.[1] Desuagtet mener forf. (s. 184) i sidstnævnte henseende, underlig nok, at „adskilligt tyder paa“ det omvendte. Til overflod kan det derfor mærkes som en hævdet skik i privathuse i Norge baade i middelalderen og paa landet indtil seneste tid, at der var to høisæder, det fornemste paa nordre bænk, det andet paa søndre, og at det første var til venstre for den indtrædende. Dette træffes ogsaa flere steder i Sverige og Danmark,[2] saa at skikken utvilsomt hidrører fra gammel tid og har været udbredt over hele Norden.
Hvad forresten de nævnte høisæder angaar, fremstiller forf. (s. 185) indretningen saaledes, at sæderne ved hver side ind mod stuens midte begrænsedes af støtter, de saakaldte öndvegissúlur, og at disse støtter tillige gjorde tjeneste som en del af rummets helt op til taget gaaende midtstolper, dog saaledes at de var noget tykkere end de andre af disse og prydede med udskjæringer. Herimod maa det indvendes, at ifølge de.gamle skrifter var det kun det nordre eller fornemste sæde, der havde saadanne støtter,[3] og at der som jeg foran oftere har berørt, neppe fandtes den omtalte deling af rummet ved to rækker midtstolper. Desuden vilde ved forfatterens fremstilling enten høisædesbænkene
