kaldt det underlige ord stavgulv (stafgólf). Dette betyder paa Island et fag eller rummet mellem hvert par støtter og regnet tvers over hele bygningen, saa at dennes længde angives efter tallet af stavgulve, hvoraf hvert nu paa Island, som forf. oplyser, er „i regelen 3 alen langt (undertiden 4)“. Ordet stafgólf træffes kun i nyere islandsk,[1] hvori det dog forekommer ialfald saa tidlig som 1628 (se forfs. bog s. 131); det kan derimod være meget tvilsomt, om, som forf. mener, gólf i Snorres Edda I, 34, 88 og Grimnism. 24 betyder det samme, da „gulv“ her nærmest synes at være brugt om værelser eller stokverk.
Naar nu forf. s. 184 siger, „at det midterste stavgulv i stuen kaldtes öndvegi eller öndugi“, er dette forsaavidt ei ganske korrekt, da man som anført ikke ved noget om, at ordet stavgulv brugtes i sagatiden. Men forresten er der, som bekjendt, ikke nogen tvil om, at de to andveger var midt paa hver sin langvæg i stuen, og at det ene kaldtes den fornemste plads (hit æðra öndvegi), det andet den ringere plads (hit úæðra öndvegi). Naar forf. derhos (s. 196–197) bemærker, at det fornemste andvege ifølge sagaernes beretning „vendte mod solen (vissi imot sólu), altsaa [laa] paa den nordlige side“, saa følger deraf, at huset var orienteret. Og naar forf. endvidere (s. 186) tilføier, at kvinderne enten sad paa tverbænken ved indre
- ↑ Se Haldorsens og Vigfússons lexica. Ogsaa i Fyn og Jylland bruges „gulv“ i samme betydning i kornlader (se Molbechs danske Dialektlexikon og Mejborg, gamle danske Hjem, s. 103). Derimod er i Norge „stavgulv“ aldeles ukjendt; heller ikke „gulv“ bruges om bygninger, men kun om hesjer og i vertikal retning. Saaledes er ifølge I. Aasens ordbog et „hesjegolv“ „en afdeling i en kornhesje, det firkantede rum mellem to staurer, indeholdende omtrent et læs korn“, og „golvtal“ betyder „kornmængde, regnet efter rum i hesjerne“.
