har vidnet flere bygninger af det slags baade paa vestlandet, navnlig i Hardanger, og paa østlandet.[1]
Hvad husenes konstruktion angaar, forudsætter forf., at baade stuen (s. 178), ildhuset (s. 203) og skaalen (s. 210) ved „indre stolper“ langsefter havde en tredeling, saaledes at der var et høiere og bredere mellemskib og to sideskibe. For denne sætning anføres intet bevis, rimeligvis fordi forf. antager, at han idet foregaaende tilstrækkelig har begrundet denne sit paastand i forbindelse med tagverkets fremstilling, men dette tør efter min imødegaaelse deraf neppe være tilfældet. Om Norge udtaler forf. (s. 131), at her „synes de indre staver eller søiler, saavidt jeg kan se af de beskrivelser, man har af dette [taget], ikke at bruges i beboelseshuse, men dersom det er tilfældet, maa det komme af, at disse er saa smale, at man godt kan undvære dem“. Hertil maa det dog bemærkes, at der hos os hverken i beretninger eller i virkeligheden træffes spor af saadanne støtter, ei engang i den største og ældste stuebygning, vi nu har, eller den paa Raudland i Numedal,[2] som dog indvendig er 12 alen bred. Men sagen er egentlig, at man i disse bygninger, der overalt var af tømmer og med spærrer, ikke havde behov for støtter. Og det samme var vistnok tilfældet paa Island, skjønt væggene var af jord, idet taget ogsaa der, som jeg antager, blev baaret af spærrer.
En anden sag er det, at man i beboelseshuse og navnlig i stuer, ildhuse og skaaler, naar de havde jordvægge, langs disse i visse mellemrum anbragte støtter for at bære taget, da vægten af dette, hvis det skulde hvile paa jordvæggene, vilde bevirke deres sammensynkning (jfr. foran s. 465). Det er disse støtter, som har frem-
