oven (s. 155) bemærket, ikke tiltræde forfatterens paastand, og hvad Norge angaar, har husenes forening under ét tag visselig ei fundet sted, ialfald ikke gjennem hele middelalderen[1] undtagen i byerne.
Derimod er jeg fuldkommen enig med forf., naar han (s. 173–176) sætter stuebygningen som gaardens hovedrum, hvori folkene opholdt sig om dagen og indtog sine maaltider, medens dette rum ikke var bestemt til soverum og heller ikke, undtagen i ganske særegne tilfælde, blev benyttet paa denne maade, hvad jeg ogsaa tidligere har udtalt.[2] Til dette brug anvendtes derimod paa Island, som forf. paaviser, skaalen. Men det samme kan neppe have været tilfældet i Norge. Thi for det første nævnes her kun yderst sjelden skaaler og paa landet næsten alene som private gjæstebudsstuer eller i byerne som gildeskaaler. Dernæst vilde det, hvis det af forf. omtalte slags islandske skaaler havde været almindelige ogsaa i Norge, vanskelig kunne forklares, at ethvert spor af disse eller erindringen derom, saaledes som tilfældet er, skulde være aldeles forsvunden. Der er saaledes grund til at antage, at saadanne skaaler i Norge enten har været ukjendte, ligesom lofter med to stokverk paa Island, eller ialfald kun har dannet yderst sjeldne undtagelser. Det er derfor rimeligst, at gaardens folk tilforn ligesom i nyere tid har havt sit natteleie dels i stuehusets kleve og loft, dels i ildhuset og dels i burets eller loftets 2det stokverk. Det sidste omtales ogsaa som soverum paa flere steder i sagaerne, og derom vidne eller
