tægt for sin paastand. Det fortælles nemlig i sagaen, at nogle af de sammensvorne efter flere „forgjæves anfald“ gik op paa husene, for at angribe Gunnar derfra, men at han ogsaa kunde naa derhen (þangat) med sine pile. Dette maa vel forstaaes om de foran loftet liggende huse, medens forf. (s. 145) forklarer det hele saaledes, at de gik op paa de huse, der laa „bag skaalen, for at angribe ham gjennem de vinduer, som var anbragte paa den af skaalens tagflader, som vendte til denne side“, og at „Gunnar vender sig fra de vinduer, han staar ved, og gaar derhen (þangat) og skyder her igjennem de andre vinduer paa disse folk“. Men ved denne forklaringsmaade lægges der noget ind i sagaen, som den ikke antyder.
Som støtte for min opfatning om gluggernes plads kan det for Norges vedkommende tilføies, at om vi gaa hele rækken igjennem af stuebygninger lige fra de yngste, som endnu har bibeholdt de gamle traditioner, til de allerældste fra det 13de hundredaar, saa træffes ikke nogetsteds lysaabninger i tagets skraaflader, men kun i tagryggen, som ljore, eller i væggene og navnlig i lofternes gavle. Det er tildels paa denne grund jeg før har opstillet den almindelige sætning, at naar et rum havde ildsted, fik det, ialfald i sagatiden, sin lysning kun gjennem ljoren, men i modsat fald gjennem glugger i væggen. Saavidt jeg kan se, er der heller ikke noget, som taler imod, at jo det samme har været tilfældet paa Island.
I bogens 5te afsnit omtaler forf. først (s. 171) „de huse, som i det mindste paa Island og vistnok i regelen ogsaa i det øvrige Norden altid stod tæt sammenstillede“, nemlig stuen, skaalen, ildhuset og buret. Hvorvidt en saadan sammenstilling virkelig fandt sted ellers i Norden, vil jeg her lade staa derhen, men for Islands vedkommende og i den tidligere del af sagatiden kan jeg, som
