Bergenhus omkring 1520.[1] Dog tør det være et spørsmaal, om man i Norge allerede under sagatiden i privathuse anvendte spir og da selvfølgelig af træ, i lighed med dem vi træffe flere steder paa landet i forskjellige slags bygninger fra 17de og 18de hundredaar. Jeg kan nemlig ikke nu længer i saa henseende med forf. finde nogen støtte i ordet húsasnotra, da det vel er. yderst tvilsomt, om dette ord overhovedet sigter til nogen bestemt gjenstand i et hus. Forresten har saadanne spir ikke en ren æsthetisk betydning, men er ogsaa arkitektonisk berettigede ved den tjeneste, de gjøre, idet de dække over fugen mellem de sammenstødende ender af vindskierne.
Forf. omtaler dernæst (s. 163) husenes „vinduer“ eller lysaabninger. Det i denne henseende vigtigste sagasted paastaar han imidlertid, at „man, som ovenfor (s. 145) vist, har misforstaaet“.[2] Hvorvidt dette virkelig er tilfældet, saa at kun den fortolkning, forf. fremsætter, angiver det rette, fortjener derfor en nærmere undersøgelse.
I det citerede sagasted fortælles, hvorledes Gunnar paa Hlidarende forsvarede sig mod angriberne ved sine sikre pileskud gjennem gluggerne i skaalens loft. Ifølge de i sagaen medgivne oplysninger var skaalen helt af træ; loftet laa, som det maa antages, nærmest gavlen i skaalens ydre ende; gluggerne var tæt ved (hjá) begge brynaaser og lukkedes med en skive, som var til at dreie om (snúin þar fyrir speld). Da forf., som ovenfor omhandlet, antager, at brynaasene havde sin plads under taget midt imellem mønen og husets sidevægge, sætter han paa grund deraf ogsaa gluggerne paa disse steder i tagets skraaning. Herimod kan dog strax gjøres to
