disse har været almindelige, kan der, som ogsaa forf. antager, ikke være nogen tvil; men der maa tilforn ligesom nu af praktiske hensyn have været to par saadanne brætter, det ene stillet paa kant foran taget, det andet fladtliggende og indover fra hint, dels for at hindre vinden fra at oprive tagtækningen og dels til forebyggelse af, at vandet indenfor de vertikale vindskier baner sig vei ned til tagtrodet. Det tør saaledes vistnok ansees som en ren inkurie,[1] naar forf. oversætter vindskeiðar med „snobrædder“, som om ordet kom af at vindu og ikke af vindr. Et sidestykke til ordet har man forøvrigt i Søndhordeland og navnlig i Etne, hvor de stokke, som krydse hinanden over mønen, kaldes „verlæsinger“, af ver og laas, fordi de lukke for eller beskytte taget mod veiret.
Det var ikke, som forf. antager (s. 154), gavlspidsen, der i det gamle sprog kaldtes burst eller bust, men tagryggen. Om der forøvrigt langsefter denne i middelalderen var en kantsat planke i privathuse ligesom i stavkirkerne, kan vel neppe afgjøres, og i bekræftende fald heller ikke, om denne planke ligesom i de nysnævnte i kirker havde gjennembrudte forsiringer.
Derimod har forf. utvilsomt ret, naar han ved at omhandle (s. 156–162) brandr og hvad dermed staar i forbindelse antager, at ordet anvendt paa husebygninger maa betyde forsirende spir, eller, som man siger, bekroninger ved gavlerne. Til de exempler herpaa, forf. nævner, kan føies, at „brander“ eller „brandstænger“ af jern flere gange omtales ved den slotsbygning, der blev opført paa
- ↑ Dette er vel tilfældet ogsaa med den „husgavl med udskaarne vindskeer og fløispir“, som forf. efter norske forbilleder illustrerer i fig. 27 (s. 155), da baade form, stil og andre hensyn vilde tale imod at henføre dem til sagatiden eller overhovedet middelalderen. Det samme gjelder ogsaa tildels om fig. 26 (s. 153).
