herskende overalt og endnu kan sees ikke alene i stavkirkerne, de ældste lofte og stuehuse, der næsten gaa op til sagatiden, men ogsaa i meget yngre stuebygninger, dog nu kun paa vestlandet og fornemmelig i Bergens stift, hvor man længst har fortsat de gamle skikke, der engang var udbredt over hele landet.
Naar jeg ovenfor har omtalt spærrer hos os som almindelige før den nyere tid, saa er dog ikke dermed sagt, at det andet slags tagled eller de efter bygningens længde- retning liggende saakaldte aaser i fortiden var ukjendte; men ved siden af spærrerne spillede de vistnok en meget underordnet rolle. Rimeligvis kom de som tagets egentlig bærende led kun til anvendelse i smaa og simplere bygninger, ligesom vi ogsaa for tiden paa .steder, hvor ellers kun spærrer .anvendes, kan træffe 1 aas i hytter paa heiene i Sætersdal og 2 aaser eller de saakaldte bjørnerygger længer vest og navnlig paa Lister, i Ryfylke og Hordeland. Disse aaser har da sin plads lige under tagtrodet og paatvers af dette, medens vi alene i det middelalderske loft fra Roldstad (nu paa Bygdø)[1] har et exempel paa tagaase med samme tal, som nysnævnt, men som ligge under spærrerne, altsaa modsat stavkirkerne, hvor det omvendte forhold finder sted. Derimod er der, som det følger af sig selv, ikke mellem aaserne hanebjelker, og disse træffes ogsaa kun sjelden i ældre bygninger med spærrer, undtagen i kirkerne, hvor det høie tag udkræver en saadan forstærkning. I forbindelse med hanebjelkerne sees i kirkerne ogsaa indre spærrer, som krydse hinanden, hvortil kommer, at der i stavkirkerne ved udskjæringer i buesnit og knæforbindinger frembringes en tagstol, der faar nogen lighed med hvælvingsribber. I
- ↑ Kunst og Haandv. f. Norg. Fortid I, 19 og pl. XI.
