nuværende skriftsprogs „strækbjelke“, og ganske vist er der et fællesskab mellem begge, forsaavidt de strække sig tvers over et rum og forudsætte, at bygningens tag bæres af spærrer. Men paa den anden side er der en væsentlig forskjel mellem dem. Strækbjelkerne hvile paa væggenes overkant, og til begge deres ender er der fæstet spærrer; de svare saaledes i antal og indbyrdes afstand til spærreparrenes, hvortil kommer, at de, som følge af det anførte, med sin tyngde virke lodret paa væggene. Tvertræet eller biten derimod ligger som ovenanført med sine ender mellem væggens øverste og næstøverste stok, hvad der tydeligt sees i nysnævnte fortælling deraf, at den løsnede brynaas svingede over tvertræet og ikke under dette; det er derhos tvertræernes hensigt at holde væggene stive eller forhindre dem fra at bøies sammen under sidetrykket af de paa brynaasen eller stavleien ridende spærrer. Deres antal viser sig hos os forskjelligt; undertiden er der kun ét tvertræ, almindelig to, men i beboelseshuse eller røgstuer oprindelig, som det synes, stadig tre, hvoraf det ene henimod stuens indre ende kaldes biti, medens de to andre ligge tæt ved hinanden over indgangsdøren og overalt paa vestlandet kaldes vaglbiter. Endelig følger det næsten altid med strækbjelker, at de ovenpaa dækkes af bord, medens tvertræerne selv i rum, hvori der ikke findes ildsted, og navnlig i stavkirker, lofter, lader og nøst er uden saadant belæg, saa at tagets indre bliver synligt. Begge bygningsled har saaledes sin grund i forskjellige konstruktionssystemer. Strækbjelkerne er nedarvede fra grækerne og romerne til Italiens og Tysklands middelalderske kirker, tvertræet eller biten tilhører derimod vesterlandene, Britannien og Normandi. Hos os er bygningsmaaden med strækbjelker først i nyere tid kommet i brug og da tidligst i byerne, medens det andet system engang vistnok har været frem-
