som vort folkesprogs stavlægje eller gardlægje. Deraf følger igjen, at de i forbindelse med ledaaser foran (s. 464) omtalte stolper kun kan forstaaes om de støtter, som bar taget i huse med jordvægge og tæt indenfor disse. Men da findes der ikke i de islandske kilder, saavidt jeg kan se, noget bevis for eller nogen antydning til, at beboelseshusene, og navnlig stuer, skaaler eller ildhuse, paa Island i sagatiden havde to rækker indre fritstaaende stolper, saaledes som forf. opkonstruerer. Naar forf. derhos til støtte for denne sin konstruktion henter hjelpetropper eller analogier fra Norge, er dette i sig selv en betænkelig sag; desuden kan de paaberaabte norske bygninger med sine stolper neppe yde den tilsigtede tjeneste. Thi ved den ene af dem, Raudulfs soveskemme i Østerdalen, maa det, som før bemærket, ansees mere end tvilsomt, om den overhovedet har været til; de norske stavkirker og nøstet paa kongsgaarden i Bergen er af flere grunde inkommensurable med beboelseshuse paa Island; og hvad den i Völsungasaga omtalte kornlade paa Spangereid angaar, kan det ikke engang sikkert sees, om de stolper (sulur), som deri nævnes, virkelig var indre støtter og ikke snarest af det slags, som dannede husets ydervægge, ligesom endnu paa vestlandet i stavlader og stavnøst.
Ligesom den omtalte fortælling i Njaals saga er det eneste sted i de gamle skrifter, der klart viser, hvad en brynaas var, saaledes er den ogsaa det eneste sted, hvoraf man faar oplysning om den arkitektoniske betydning af et tvertræ. Forf. gjengiver ordet þvertré overalt med det
givet, saa overser forf., at der indenfor jordvæggene udentvil maatte være støtter, som bar taget, og da dette maatte fortsætte sig fra støtterne til det omtalte sted paa jordvæggen, saa frembød der sig just en tagflade, hvorimod potten kunde slaaes.
