steder, hvori ordet forekommer, at gjengive det eneste, som klart viser ordets betydning. Dette er det sted i Njaals saga, hvor branden paa Bergthorskvaal omtales.
Det fortælles her, at efterat ilden havde raset en stund og tagets bærende led eller dets hovedled (stórviðirnir) var faldne ned fra taget (ræfrinu), gik Skarphedin henimod skaalens indre ende. Her var et i midten meget forbrændt tvertræ faldt ned, hvilket, som ogsaa forf. antager (s. 147), maa forstaaes derhen, at tvertræets ene ende fremdeles hang fast ved væggen, medens den anden ende laa paa gulvet, saa at der følgelig dannedes et skraaplan. Kaare løber nu opad tvertræet og slipper derved gjennem taget ud i det frie. Men da Skarphedin følger efter, brister tvertræet, hvor det var svagest, og falder ned, og da han igjen løb opad stumpen af tvertræet, svingede (reið) brynaasen paa ham, saa han ravede indover. Han gik da langs husets sidevæg, og efterat han sammen med sin broder Grim havde traadt ilden og var kommen til midten af skaalen, faldt Grim død ned. Skarphedin fortsatte imidlertid sin vandring til husets ende; men da skede der et stort brag, idet hele tagdækket (öll þekjan) styrtede ned, hvorved Skarphedin blev indeklemt mellem dette og gavlen, saa han ikke kunde røre sig og der omkom.
Ogsaa denne fortælling behandler forf. paa en egen maade. Han forudsætter nemlig, at brynaasen havde sin plads midt imellem mønen og husets sidevæg, blev baaret af stolper paa tvertræet, og faldt ned, fordi det sidste svigtede eller paa grund af sin brækkede tilstand ikke længer afgav nogen støtte for stolperne. Men til alt dette findes der ingen antydning i sagaen, som endog modsiger en saadan forstaaelse. Af fortællingen fremgaar det nemlig, hvad forf. har overseet, at tagets hovedbjelker var
