hliðáss og den omtalte vægstok (tré) være ensbetydende, og at afhandlingen derfor ikke havde behøvet ved beskrivelsen af den sidste konstruktion at ombytte hliðáss med tré. Heri er der dog et mistag; thi skjønt begge disse bjelker ligge langs efter huset, er de dog forskjellige derved, at det omtalte tre har sin plads paa selve jordvæggen, ledaasen derimod indenfor denne og ovenover støtterne, som en nødvendig forbindelse af disse.
Den samme betydning af hliðáss træffes og i en afhandling fra ca. 1700,[1] hvor det heder, at „bjelker er alle stortræer i huset, som ikke staa paa enden, hvad enten de kaldes hliðáss, sviller, vægtræer (vegglægjur) eller vagler ..., thi saaledes (nemlig vagler) hede tvertræerne mellem ledaasene i husene“.
Endelig maa ordet forstaaes paa samme maade i et haandskrift, forf. citerer (s 131). I dette nævnes ved 1628 „et fjøs med sine 7 vagler, 2 ledaaser og mange rafter af gran og somme af birk ..., lade indenfor med 3 stavgulv, 10 støtter (sulum), 6 vagler, 2 ledaaser, dels med rafter af gran, dels af birk“. Ligeledes om tales ved 1644 „en hjæld med 3 stavgulv, ligger paa vaglen til hver side ovenfor ledaasen, mangler en støtte (sulu); vaglen brudt, mangle 3 rafter ...., Fjøs med 6 baaser paa den ene side, og paa den anden 14 støtter (sulur) med langaaser (langböndum) og vagler“.
Af alt dette fremgaar følgelig, at hliðáss ikke har den betydning, forf. antager, men maa forstaaes om den bjelke, som ligger paa kanten af hver sidevæg i et hus.
Det andet ord, forf. støtter sig til, er brúnáss. Keyser[2] har paa grundlag af vedkommende sagasteder først udtalt,
