i virkeligheden ikke have fundet sted Thi dels er tagvinkelen saa spids, at torvdækket, som dengang almindelig brugtes, maatte være stærkt udsat for at glide ned, og dels frygter jeg for, at disse konstruktioner vilde mangle den fornødne stabilitet.
Som støtter for sine konstruktioner benytter forf. ogsaa den maade, hvorpaa han forstaar betydningen af ordene hliðáss og brúnáss, og da han endog (s. 121) sætter denne sin opfatning næsten lige med en kjendsgjerning, opfordrer dette til noget nærmere at dvæle ved disse ord.
Hliðáss forekommer ikke i den gamle literatur, men kun i nyere islandsk Det er efter forf.s paastand navnet paa den langaas i et tag, som ligger midt imellem mønen og husets sidevæg. Rigtigheden af denne paastand skal efter forfatterens mening sikkert fremgaa dels af I. Aasens ordbog og dels af flere islandske afhandlinger og besigtigelser fra nyere tid.
Men Aasen siger i sin ordbog, at leaas eller ledaas, der aabenbart er det samme ord som hliðáss, paa Helgeland og flere andre steder betyder en „tagbjælke paa siden af et hus“, og hermed kan ordbogens udgiver ikke mene noget andet end husets sidevæg, ligesom „ledbord“ betyder et sidebord i en pram og „ledvegg“ en sidevæg i et hus. Efter dette har det norske ord samme betydning som stavleie eller gardleie og styrker saaledes netop den mening, forf. bestrider.
Hvad dernæst de paaberaabte islandske kilder angaar, kan først nævnes en afhandling fra ca. 1770 om den forskjellige bygningsmaade af hølader.[1] Her siges, at disse „som oftest opføres af støtter, ledaaser (hliðásum), tvertræer (vaglbitum), mønsaas og rafter (upprepti). Dog har
- ↑ Se Rit þess konungl. Isl. Lærdóms-Listafélags. Khöfn. 1781 XI, 271.
