Norge angaar, er det kun i nyere tid, man hist og her nær byerne kan træffe exempler derpaa. Som bekjendt har ogsaa de sidstnævnte tage faaet sit navn efter den franske arkitekt Mansard, der døde 1666.
Endvidere kan jeg ikke tiltræde forfatterens mening om, at valmetage har været synderlig kjendt i middelalderen. Dersom tagene virkelig, saaledes som forf. antager, i sagatiden sedvanligvis havde aaser, maatte der ogsaa være fulde gavler, hvorpaa de nævnte bjælker kunde hvile.[1] Heller ikke kan jeg i den barnslige tegning, som gjengives (s. 83 fig. 8) efter et manuskript af en islandsk gaard fra 16de hundredaar, med forf. „tydelig se denne tagform ved siden af den almindelige gavltagsform“. Der kan overhovedet neppe reises nogen tvil om, at det typiske ved middelalderens tage i modsætning til renæssansens var, at de støttede sig til en gavl. Naar forf. derfor, som vidne om det modsatte, henviser til Bayeuxtapetet, maa det bemærkes, at rigtighed i perspektivet just ikke er den stærke side ved dette broderi, og naar han særlig peger paa en der fremstillet bygning med formodet valmetag og gjengiver denne i fig. 29, kan det tilføies, at broderiet sigter til Peterskirken i Westminster, hvilken naturligvis som enhver anden kirke havde gavltag.[2] Forresten vil jeg gjerne indrømme, at den hyppige brug af jordvægge paa Island kan i mange tilfælde have ledet til at afvalme taget. Men naar forf. opstiller som et ubedrageligt vidne herom, at nogle gamle fundamenter (s. 92) paa
- ↑ Naar han forresten siger (s. 105), at hverken jeg eller andre har kjendt til nogen forskjel paa ordene gaflvegr og gaflhlað, da er vel dette ei saa vist, derimod er det sikkert nok, som han selv bemærker (s. 93), at disse ord i sagaerne ofte „bruges iflæng“.
- ↑ Jfr. l’Architect. Normande par V. Ruprich-Robert pag. 129.
