hans usedvanlige legemsstyrke var bleven i høi grad forøget ved lidelsen, idet han drev øxen ind i væggen til halvt paa bladet. Dette viser efter min mening netop, at væggen var af tømmer. Thi hvad vilde det hele sige, hvis der handledes om en jordvæg? da kunde enhver halvvoxen gut gjort Skarphedins kraftstykke efter.
Det 4de afsnit om „taget“ (s. 103) aabnes med følgende bemærkning: „Da man ikke kan paavise nogen bestemt forskjel paa taget, hverken i henseende til form eller konstruktion, i de forskjellige nordiske lande, kan de alle behandles under et, og hvad der i det følgende vil blive sagt om dette, gjælder derfor i alt væsentligt for hele Norden, idet jeg dog stadig fortrinsvis holder mig til Island, hvor man har de fyldigste oplysninger baade om tagets form og dets konstruktion.“ Det sidste kan ialfald i forhold til Norge neppe ansees korrekt, men da jeg senere kommer til at omtale flere punkter deraf, vil jeg ikke opholde mig derved paa dette sted.
Forf. opregner dernæst forskjellige tagformer. Af disse er det klart, at sadel- og pulttage blev anvendte gjennem hele middelalderen overalt. Derimod kan dette ikke have været tilfældet med buetage eller, som de af Olaus Magnus kaldes, arcuales, hvad ogsaa forf. antager. Det samme gjælder kuppel- eller kegletage, undtagen i kirker, navnlig stavkirker, hvor det lille taarn over apsens halvrunding har saadan form.[1] Heller ikke kan jeg med forf. antage, at de saakaldte altan- og mansardtage nogensinde har været i brug i sagatiden; hvad
- ↑ Denne tagform i forbindelse med spærrer maatte der ogsaa have været paa Raudulfs soveskemme i Østerdalen, hvis den virkelig havde existeret og ikke var kun en inddigtning i sagaen fra middelalderens senere tid. Forbilledet dertil synes nærmest hentet fra de udenlandske baptisterier.
