han døde, havde stukket sin øx ind i gavlvæggen, og at den derfor ikke havde taget nogen skade af ilden, thi dersom væggen havde været en tømmervæg, vilde ilden nok være naaet til øxen, ligesom øxen neppe vilde være gaaet saa langt ind i en tømmervæg, som der fortælles, at den gik. Det kan derfor neppe være rigtigt, hvad dog mange forfattere har gjort, at opstille som regel, at man paa de bedre gaarde paa Island i sagatiden har havt tømmerbygninger. Ganske vist findes det ofte omtalt, at man indførte bygningstømmer fra Norge, men dette har neppe været saa rigeligt, at man deraf kunde opføre bygninger, som udelukkende bestod af tømmer. Dertil var saavel skibene for smaa, som omkostningerne baade ved at indføre tømmeret og ved at faa det bragt fra landingsstedet til den gaard, hvor bygningen skulde opføres, altfor store.“
Jeg vil ikke her opholde mig ved de sidst anførte grunde, der synes lidet vægtige, eller ved den opfatning, at naar norsk tømmer foruden drivtømmer oftere omtales som anvendt til bygninger, saa skal dette alene gjelde en del af huset og navnlig ikke væggene. Kun vil jeg bemærke, at denne opfatning har faaet en altfor stor indflydelse paa fortolkningen af de omtalte sagasteder. Naar forf. saaledes anser den omstændighed, at Flosi og hans følge i begyndelsen ei kunde faa Njaals hus i brand, som bevis for, at dets vægge var af jord, saa har han overseet, at husets kvinder stadig slukkede ilden med flydende sager, og naar han ogsaa tager fortællingen om Skarphedins øx til indtægt for sin mening, synes hans ræsonnement overraskende svagt. For mig staar det derimod saaledes, at sagaskriveren ved fremhævelsen af denne episode vil antyde, at Skarphedin gjennem en kraftytring har villet dulme smerterne under forbrændingen, og at
