antager derfor, at man hos os, som før anført, er gaaet over fra den runde til den firkantede form.
Hvad materialet angaar, kan der neppe være tvil om, at man i Norge fra den tid, folkene blev fastboende, anvendte tømmer, medens dette kun som undtagelse var tilfældet paa Island, hvor husenes omgivningsvægge i regelen bestod af jord. Selvfølgelig er det umuligt at paavise statistisk, hvordan forholdet var paa Island mellem begge materialer, og dette vil saaledes altid bero paa et skjøn, som det ikke kan nytte til noget at opholde sig ved. Imidlertid synes forf. vel meget tilbøielig til at indskrænke anvendelsen af tømmer. Saaledes siger han s. 93–94, at „tømmerbygninger var paa Island yderst sjeldne (d. v. s. bygninger, som udelukkende bestod af tømmer), og, naar bispesædet Hólar undtages, hvor saadanne bygninger flere gange omtales i det 12 og 13 aarhundrede, findes disse kun omtalte paa én eneste gaard, nemlig paa gaarden Hliðarendi.[1] Nicolaysen[2] slutter vel af ordene[3] eru her hús rammleg, sem þar (ɔ: paa Hliðarendi) váru, at husene paa Bergþórshvall ( Njaals gaard) ogsaa har udelukkende bestaaet af tømmer, men man kan af selve sagaen se, at dette ikke har været tilfældet. Thi dersom husene havde bestaaet udelukkende af tømmer, vilde det ikke have været saa vanskeligt for Flosi at faa dem antændte, men dette lykkedes ifølge sagaen[4] først, efterat han gjennem taget havde bragt ild ind i loftet over skaalen, hvis gulv bestod af brædder. Det samme gjælder det sted,[5] hvor der fortælles, at Skarphedin, før
