lelse, dels ved at betragte forholdene paa landet,[1] hvor denne tilstand endnu som bekjendt findes paa de fleste steder og samlingen af de nævnte huserum under ét tag først er begyndt i det 17de og 18de hundredaar vistnok paa grund af eller i forbindelse med den forandring, som ildstedets beskaffenhed da undergik.
Er dette rigtigt for Norges vedkommende, maa det vistnok ogsaa antages, at man heller ikke paa Island ialfald i den tidligere del af sagatiden kjendte andet end adskilte huse. Thi for det første vil de tilsvarende lovbestemmelser for Island ikke kunne forklares anderledes end de norske, og dernæst finder jeg mig ikke overbevist ved forfatterens paastand om, at alle de af ham citerede sagasteder skal afgive bevis for husenes sammenstilling. Det indrømmes endog af ham selv (s. 36), at i det der citerede sagasted var ildhuset tydelig adskilt fra stuen, hvorhos det fremgaar af samme sted, at ildhuset kun som en undtagelse var bygget sammen (áfast) med buret, medens det et andet sted (s. 67), rigtignok paa Grønland, siges, at skemmen ikke var sammenbygget med beboelseshusene. S. 44 indrømmer ogsaa forf., at ildhuset i det der citerede tilfælde nok var sammenbygget med dyngen, men adskilt fra de øvrige huse. I det hele forekommer det mig, at forfatterens bevis for husenes sammenstilling undertiden er trukket noget efter haarene, saaledes naar han tager den omstændighed til indtægt for sin opfatning, at kvinderne i Njaals hus paa Bergthorshvaal slukkede den
- ↑ De store huseklynger, vi kan se flere steder i landet, saaledes navnlig i Hardanger og paa Jæderen, har derimod intet med det ovenomhandlede spørsmaal at gjøre, da dette forhold skriver sig fra den store deling af gaardene, og at hver eier af en ny gaardpart har sat sine huse tæt ved de forrige paa samme tun.
