gaaet. Grunden hertil er, foruden enkelte historiske beretninger, væsentlig den, at der paa forskjellige kanter af landet lige til vore dage har været bevaret enkelte meget gamle huse og en hel del yngre fra forskjellige tider. Heraf fremgaar, at der paa det omhandlede felt engang og temmelig langt ned i tiden fandtes en fuldstændig enhed over hele det omraade, som indtoges af den norske befolkning i modsætning til lapperne.“ Naar forf. dernæst paastaar, at jeg har villet annektere for Norge, hvad der medrette kun tilhører Island, finder jeg mig ikke truffet ved denne anke. Derimod har jeg rigtignok af og til gjort laan fra rent islandske sagaer; men dette finder jeg fra et kritisk standpunkt fuldkommen tilladeligt, naar det kun sker som i vedkommende tilfælde for yderligere at støtte kjendsgjerninger, der vise sig i Norge. Er dette utilladeligt, tør jeg i al fald faa en medskyldig i den ærede forfatter, som paa mange steder i sin bog har brugt en lignende methode ved at laane fra Norge; om dette forøvrigt fra hans side overalt er skeet inden den berettigede grænse, vil jeg lade henstaa uafgjort.
Jeg anser det iøvrigt unødigt her at behandle det spørsmaal, om hvilket af de nordiske lande i sine levninger af ældre bygninger giver den bedste veiledning til at bestemme den fælles bygningsskik i fortiden. Men siden forf. i denne henseende fremholder Island som det fornemste land, kan det bemærkes, at denne paastand tør være meget tvilsom. Thi for det første har dette land paa grund af det materiale, hvortil det mestendels var henvist, udentvil paa flere punkter fremvist noget særeget, og dernæst vil man i andre henseender af mangel paa de fornødne levninger fra fortiden neppe være
