Ogsaa forf. har, som det vil sees (foran s. 445), først været inde paa den rigtige opfatning af mine ord, men afviser den igjen for at tillægge mig en mening, jeg hverken dengang eller senere har havt, ja som jeg endog selv har opponeret imod.
Det sidste var navnlig tilfældet i 1856,[1] da jeg stærkt fremholdt, at man paa det arkæologiske felt ikke vilde faa frem, hvad der havde været fælles for de tre nordiske riger, med mindre man først bragte paa det rene, hvad der havde vist sig i hvert af landene. For at opnaa dette maatte der igjen først og fremst lægges an paa inden hver kreds at samle det hidhørende materiale. Naar forf. derfor anker over, at ikke Eilert Sundts leveregler (s. 441) senere blev tagne tilfølge, saa grunder dette sig i det mindste for mit vedkommende paa en ren anakronisme, da mine ytringer var flere aar ældre end Sundts, og dernæst var, endog før min udtalelse fremkom, den virksomhed paabegyndt, som navnlig med hensyn til bygningsskikken skulde afhjelpe de forhaandenværende mangler. Dette skede gjennem den ovennævnte i 1844 oprettede arkæologiske forening. Allerede strax efter selskabets stiftelse var indsendt[2] dertil en fortegnelse over vore ældre bygninger; i 1855 blev udgivet[3] en fyldigere udsigt over saadanne levninger fra middelalderen og tillige med henvisning til skrifter, hvori ogsaa yngre huse og deres indretning omhandledes, forsaavidt de maatte antages at fremvise en tradition fra ældre tid. Endnu udførligere skede dette i N. Fornlevninger (1861–1866). Derhos blev ogsaa den anden side af sagen varetaget derved, at det nævnte selskab allerede fra først af efter sit
