nok med hensyn til enkelte ords eller udtryks forskjellige betydninger, misforstaaet flere sagasteder og følgelig undertiden faaet noget helt andet §ud af disse, end de indeholde ... Endvidere har man altfor meget sammenblandet alt, hvad der i sagaerne findes berettet om bygningsskikken i de forskjellige nordiske lande. Naar man f. ex. har fundet et eller andet træk omtalt i en islandsk saga, som kun fortalte om begivenheder paa selve Island ..., har man strax uden mindste betænkelighed ladet dette gjælde for Norge“, trods at der vitterlig mellem begge lande „allerede tidlig har gjort sig større eller mindre forskjelligheder gjældende. Undertiden brugte man heller ikke de samme navne i Norge, som man brugte paa Island. Saaledes er navnene sætr, grindr, hestagarðr særlig norske, medens de tilsvarende islandske er sel, kvíar, hestarétt.“ Herved kan der dog spørges, om ikke sel og kvíar med samme betydning som paa Island er vel kjendte ogsaa i Norge, men hvor rigtignok sætr og sel betegne forskjellige ting.
„Men foruden at man ikke har gjort sig umag for at finde, hvad der maatte være eiendommeligt for hvert enkelt land, har man heller ikke gjort mindste forsøg paa at udfinde, hvad der var eiendommeligt for hvert hus ... Følgen af denne uforsvarlige behandlingsmaade er ogsaa bleven den, at man ved hjælp af alle de oplysninger, som man har hentet fra alle de høist forskjellige beboelseshuse i alle de nordiske lande, har faaet kombineret en bygning, som sikkert aldrig har existeret nogetsteds i hele Norden i den skikkelse, som man har villet give den ... Og ikke nok med det. Man har tillige fremsat en bestemt ufravigelig regel for, mod hvilke verdenshjørner denne bygning har vendt. Den skulde altid have vendt sine gavle imod øst og vest. Dette resultat har man
