bygget paa kun to steder,[1] hvoraf det ene dog er meget usikkert, idet de forskjellige haandskrifter paa det paagjældende sted har forskjellige læsemaader ... Som om det kunde være nogen garanti for, at alle bygninger havde havt denne retning, at man i hele oldliteraturen har kunnet opdrive to exempler paa huse, som havde denne retning. En saadan paastand er ligefrem latterlig.“[2]
Forf. gjør dernæst „i al korthed rede for“ sine „kilder og den fremgangsmaade, som er fulgt ved benyttelsen af disse.“ ... „Hvad selve de historiske sagaers paalidelighed angaar, saa er jeg vel med Nicolaysen[3] villig til at indrømme muligheden af, at disse med hensyn til klædedragt, vaaben, bygninger o. s. v. ofte mere afspeile forfatterens (nedskriverens) hjem og hans samtid, end hvad der har været skik og brug paa den tid, da de begivenheder, som sagaen handler om, gik for sig, især dersom der er gaaet en længere tid imellem disse og nedskrivningen. Men med hensyn til de islandske sagaer tror jeg, at skjønt dette undertiden kan gjøre sig gjældende, saa kan man, hvad bygningerne angaar, i de fleste tilfælde stole paa deres udsagn, dels fordi de dannedes og fortaltes længe før, end de bleve nedskrevne, dels fordi de langt fra altid stemme med Sturlunga saga, som blev nedskreven omtrent paa samme tid, men som angik selve samtiden ... Jeg har derfor anseet mig for berettiget til i det hele taget at betragte sagaernes oplysninger som autentiske og overalt bygget min skildring paa disse. Jeg kan heller ikke se nogen anden udvei; thi dersom man kun vilde tage sagaernes vidnesbyrd som gjældende for deres nedskrivningstid, hvorpaa vilde man saa bygge sin
