Som det kan sees af flere diplomer, kaldtes enhver
bebygget eiendom ogsaa paa stranden oprindelig en gaarb
(garðr), og dette vedblev vistnok hen middelalderen ud.
Endnu ved 1561[1] bruges ordet af Absalon Pederssøn som
appellativ, dog afvexlende med hus; men senere træffes
i denne forstand kun det sidste ord,[2] medens gaard indskrænkes
til alene at betyde de til huset hørende pakboder
og de førnævnte smale gange eller „søgaarde“, som
førte ned til boderne eller rettere de mellem disse liggende
„hoper“.
Holde vi os endelig udelukkende til indretningen af selve vaaningshuset og navnlig det ovenomtalte (pl. III, fig. 3 og 12), som viser typen klarest, se vi her næsten det samme som i alle ældre stuehuse paa landsbygden. Denne lighed bliver endnu større, naar vi tænke os de nuværende ildsteder ombyttede med de oprindelige i forbindelse med de forandringer, som vilde følge af de sidste og ellers maatte stemme med den tid. Ogsaa da vilde vi, som nu, i den fremste del af huset ved siden af gangen have et rum (kleven) med dør til bagrummet og glugger mod gaden samt fra gangen en dør til sidstnævnte rum og trapper op til loftet i gavlen; men bagrummet maatte da paa grund af ildstedets beskaffenhed være uden himling og med ljore i taget, og husets gavl maatte være saameget lavere end nu af hensyn til torvdækningen. Derimod har der vel til forskjel fra, hvad stuebygninger paa landet vise, ogsaa fra først af for bekvemmeligheds skyld været dør mellem gangen og rummet ved siden deraf Ligeledes har vel husets indgangsdør oprindelig som nu
