for meget bort af gadebredden, kunde de ei lægges i ret vinkel mod huset, men maatte føres langs dets side (jfr. pl. III, fig. 9 og 10). Til disse naturlige momenter kom ogsaa, at der, som oven bemærket, paa Strandsiden først efter middelalderen blev indrettet bredere almenninger, medens man af tverstræder kun havde smale gange mellem husene enten ned til „hoperne“ eller paa den anden side op til Markeveien og svarende til bylovens „veiter“, et ord, som dog ei kjendes paa Stranden. Heller ikke er der noget spor til, at man her, som østenfor Vaagen, havde gjennemgaaende gaardsrum[1] i husene, hvad der baade paa grund af disses smalhed maatte forbyde sig selv og fordi der ikke her som hist fandtes nogen fortløbende brygge langs søen, hvortil de kunde føre. Men da man dog trængte til gaardsrum, blev disse vistnok fra først af; som i de nuværende her omhandlede huse, lagt enten paa nedsiden af gaden nedenfor eller paa opsiden ovenfor selve vaaningshuset og med port ud til den smale gang eller et smug (jfr. pl. III, fig. 11, 13). Endvidere var der vistnok fra først af paa gaardsrummet eller „pladsen“ en brønd og nedenfor den mod søen et ildhus og dernæst pakboder. Disse har dog i modsætning til bryggesiden neppe nogensinde havt beboelsesrum, i det høieste et kontor og en bondestue, nær ildhuset. Endelig tør det sikkert antages, at Strandsidens huse, ligesom endnu henimod vor tid, ikke leiedes bort, men alene beboedes af eieren og hans familje, hvorom ogsaa hele deres indretning vidnede, navnlig derved, at der kun fandtes ét kjøkken.
- ↑ Jeg kan derfor ikke være enig med provst Fritzner, naar han i sin ordbog (II, 418, 2den spalte) formoder, at gangen i den saakaldte Hvelvingsgaard (noget udenfor torvet) rigtigst opfattes som bryggesidens gaardsrum, hvorimod den, som oven bemærket, svarer til bylovens veiter.
