var ét „enfoldigt“ (enkelt), 6 derimod „doble“, som alle (deriblandt Saltøgaarden, nu den 4de udenfor torvet) laa paa nedsiden af Strandgaden. Da nu den nærmeste brand før 1561 indtraf i 1489,[1] saa var disse doble huse følgelig byggede i denne mellemtid og rimeligvis inden middelalderens slutning. Længer op kan de ikke forfølges. Den type, som de enkle huse fremvise, er dog ikke blot ældre end de dobles, men den maa vistnok ansees for den ældste husetype paa Stranden. Og vil vi danne os en klar forestilling om, hvorledes den er fremkommet, maa der først tages hensyn til terrænets beskaffenhed. Som bekjendt stiger dette temmelig stærkt, dog ujævnt, opad fra Vaagen (jfr. pl. III, fig. 1 og 11), indtil det naar høiden af den bergryg, der strækker sig gjennem hele halvøen fra Nordnæs til raadstuen. For at opnaa et nogenlunde horisontalt plan for Strandgaden kunde denne derfor ikke gaa bent fremad, men maatte rette sig efter, hvor bratheden var mindst, og blev derved nødt til at bøie af snart til den ene og snart til den anden side. Da nu husene igjen maatte følge gadelinjen, fik de paa begge sider af denne anvist stærkt skraanende tomter, og disse ulemper kunde alene afhjælpes ved at husene paa gadens nedside blev underlagt kjeldere og paa øvre side, saalænge man endnu ikke kjendte noget sprængstof eller var begyndt med minering,[2] fik høie trapper mod gaden. Trapperne var oprindelig vistnok udelukkende af træ, og for at de ikke skulde blive altfor bratte og tage
- ↑ Ovenfor s. 357 har jeg sagt, at branden i dette aar var den første, hvorved stranden gik op i luer. Dette er dog usikkert, skjønt man ei med bestemthed ved, om strøget blev berørt af de tidligere bybrande i 1332, 1393, 1395 og 1429.
- ↑ Først efter branden i 1830 begyndte man ved opbyggelsen af de nye huse at afskaffe disse ydre trapper og lægge dem ind i nederste stokverk.
