dets tid.[1] Eller med andre ord: hele den indretning, som vi ovenfor har seet, skyldte ikke tyskerne sin tilblivelse, men var oprindelig en norsk, som med enkelte forandringer i tidernes medfør og tvers igjennem det tyske herredømme er bleven fortsat lige til vore dage. Det samme gjelder ogsaa vistnok flere skikke, f. ex. at skytningsstuen kun benyttedes om vinteren, medens gaardens befolkning i den mildere aarstid formentlig opholdt sig i setstuen og tog sine maaltider i ildhuset. Dette tør mulig være den samme skik, hvoraf vi endnu paa landet kan se en levning, naar man lader stuen staa tom i sommertiden, men da holder til og spiser i ildhuset.
Under alle omstændigheder viserG der sig en misopfatning i den maade, hvorpaa P. A. Munch forklarer et sted i Haakon Haakonssøns saga. Her fortælles i 1239, at der ca. 15 november indløb underretning til Bergen om, at hertug Skule den 6 næstfør i Nidaros havde ladet sig hylde som Norges konge. I den anledning paabød kong Haakon blandt andet, at byens „kjøbmænd (kaupmenn) skulde ligge hver i sin skytningsstue med sine vaaben og kongsmændene i kongsgaarden“, med andre ord, at kjøbmændene, istedetfor som ellers at ligge spredt om i gaardenes klever, skulde være samlede hele natten i skytningsstuen, saa at de, naarsomhelst det paakrævedes, kunde være færdige til kamp. Munch[2] antager nu, at
- ↑ d. e. senest inden 1332, hvis ogsaa Bryggen brændte i den da indtrufne store bybrand, eller i modsat fald efter branden i 1248, og saaledes før der endnu fandtes tyske vintersiddere eller ialfald ikke i noget betragteligt antal, hvorom mere nedenfor. Som det synes, maa ogsaa de i diplomerne af 1315 og 1337 (s. 419) omtalte stuer opfattes som handelsstuer i den her omhandlede betydning og altsaa før det hanseatiske kontors stiftelse (ca. 1350).
- ↑ D. n. F. Hist. III, 944.
