„de fleste“ af disse kjøbmænd „sandsynligvis var tyskere“, hvilket, som han i noten tilføier, „synes mest at fremgaa af, at der tales om deres skytningsstuer“. Men herved maa mærkes, at det omtalte, som anført, foregik ved midten af november, og vi har et retsligt vidnesbyrd om, at der i 1259 kun „var faa vintersiddere i Bergen“,[1] end sige at tyskerne 20 aar før den tid skulde have udgjort pluraliteten af Bryggens kjøbmænd. Dernæst er den grund, Munch tillægger mest vegt, uden al betydning, da skytningsstuer ikke, som han forudsætter, skyldte tyskerne sin oprindelse, hvad ogsaa selve navnet viser. Paa grund af det anførte maatte de ovennævnte kjøbmænd ikke have været tyskere, men nordmænd. Forøvrigt er det omhandlede sted ikke alene det ældste, hvor der overhovedet nævnes skytningsstuer i Bergen,[2] men det vidner ogsaa ved udtrykket „hver i sin skytningsstue“ om, at stuen var fælles for befolkningen i hver vedkommende gaard eller, efter hvad ovenfor er paapeget, rettere dens halvdel.
Naar vi saaledes har seet den ordning, som fandtes i Bergen, navnlig med hensyn til gaardenes deling i handelsstuer og hvad dermed stod i forbindelse, kan der spørges, om noget lignende har fundet sted ogsaa i de tre andre større byer. For at kunne besvare dette spørsmaal tilfredsstillende maatte vi dog have større kjendskab til disse byers forhold i middelalderen, end tilfældet er. Kun saameget tør der maaske siges, at hvis den omtalte
- ↑ D. Norv. I, s. 111.
- ↑ Rigtignok nævner Munch (anf. st. II, s. 688) en „skytningsstue“ i Bergen saa tidlig som ved 1127, og skjønt der vistnok allerede dengang fandtes saadanne stuer i gaardene paa Bryggen, træffes dog ikke dette udtryk i Munchs kilde (Orknøing. saga), hvorimod det der kun heder, at Kale Kollssøn under sit ophold i Bergen havde sit herberge (skytningr) i enken Unn’s gaard.
