da skytningsstuen stod tom, eller fra fasten til Mortensdag (11 novbr.).[1] Rummets navn var selvfølgelig overført fra landsbygden, men blev senere[2] undertiden ombyttet med stegerhus (steikarahús). Selve ildstedet var i lang tid udelukkende en aaben are midt paa gulvet ligesom paa landet og ljore i taget, men dertil kom senere ogsaa et andet ildsted med en egen indretning, der, som foran (s. 351) omtalt, i byloven kaldes ketilgarðr. Da navnet kun træffes paa dette ene sted, henvises vi for at forklare dets betydning udelukkende til ordet selv. Af dette maa da sluttes, at ildstedet paa siderne havde en muret omgivning (garðr), inden hvilken kogekarrene eller kjedlerne var ophængt, hvad vi nærmere vil se nedenfor ved beskrivelsen af gaarden Dramshusen i Bergen. Forøvrigt siges det i 1399 og 1410 ligefrem, at der i Aafjorden i Bergen var et ildhus baade i gaardens ydre og indre halvdel.[3] Ligeledes forudsættes det ellers, at der baade før og efter branden i 1702 var to ildhuse i hver gaard.[4]
Som yderligere støtte for, hvad ovenfor er sagt om gaardenes indretning samt tallet og beskaffenheden af deres forskjellige rum, kan dernæst hidsættes et uddrag af diplomer eller andre beretninger, som i saa henseende give bedst oplysning.
Jeg begynder med Nidaros, hvor man dog i saa høi grad mangler det slags historiske materiale, at der
- ↑ N. Mag. II, 570.
- ↑ dog først efter 1350, saaledes: 1391 i Tunsberg (D. Norv. I, no. 537); 1400, 1413, 1480 i Aaslo (anf. st. II, no. 469, IV, no. 707, V, no. 909); 1465–1472 i Bergen (smst. IV, no. 973, V, no. 855).
- ↑ D. Norv. XII, no. 133 og 148.
- ↑ Se N. Mag. II, 593 og anordn. for kontoret af 7 oktbr. 1754, kap. III § 18.
