delse, rak man ikke at tage med op disse stuker strax. Dette kirkeanlæg var idethele over evne og voldte Ragnvald jarl, som iværksatte det, mange vanskeligheder. Dryden har paavist, hvorledes man under vingernes opførelse fuldførte de store leddannede bueaabninger, der fra vingerne fører ind til stukerne, men saa maa have blokket dem til indtil videre’ og først senere har opført selve stukerne, der ikke siden har erholdt nogen paabygning, som i Nidaros. Om der saa er anbragt altare i dem, om de altsaa efter at være opførte toges i brug som stuker, er mig ubekjendt, men Dryden oplyser, at kirken sandsynligvis aldrig har havt mere end 5 altarer medens den omtrent jevnstore og næsten samtidige (lidt ældre) Halvardskirke i Oslo vides at have havt 20 eller 21.[1]
I Nidaros har man ikke været i det tilfælde at gribe sig an over evne ved opførelse af den kirke, som heromhandlede stuker i deres oprindelige høide tilhører. Arbeidet er der fremmet rationelt, og stukernes nedre og oprindelige dele er af samme støbning, som vingerne, til hvilke de hører; men derfor er det ikke givet, at man uopholdeligt maatte tage dem i brug paa den maade, at der opstilledes altare i dem.
Det andet exempel er fra abbedikirken St. Stefan i Caen, der ogsaa fra oprindelsen havde disse frembygninger ved vingernes østre væg. Den er ældre end Olaf Kyrres Kristkirke i Nidaros, og altsaa tillige ældre end Halvardskirken i Oslo og Magnuskirken i Kirkevog, og de nævnte frembygninger var her som altid ellers rundt afsluttede. Aarsagen, hvorfor de i Nidaros blev ret afsluttede, har jeg tidligere paapeget, og i Kirkevog, hvor det samme er tilfældet, har man formentlig i dette som i andre punkter
- ↑ Se Nicolaysen i Fornlevninger, s. 33 o. fl.
