kopieret hovedkirken i Nidaros, hvilket turde være et af de mange vidnesbyrd om, at denne er ældre i disse dele, hvilket igjen er den samme ting, som at disse dele tilhører Olaf Kyrres kirke.
Ved opførelsen af det nye kor ved St. Stefan i Caen har man omdannet den nordre af disse frembygninger til en omgang, hvori anbragtes altar. Den søndre, altsaa tilsvarende den i Nidaros, hvori det her omhandlede Eysteinske altar stod, blev imidlertid staaende igjen og staar der endnu. Den blev kun forhøiet, uden derfor at erholde en øvre etage, og her er den dag idag intet altar. Om der nogensinde har været noget, har jeg ikke kunnet faa sikker rede paa, men beskrivelserne ved intet om noget altar i denne frembygning, medens der angives altare i alle stukerne om koret, og forfatterne er derfor i tvivl om, hvorvidt de skal betegne denne frembygning som sakristi eller som kapel. Der er altsaa mulighed for, at her aldrig har været anbragt noget altar, at altsaa denne kirkedel altid har befundet sig i samme tilstand, som vor netop tilsvarende maa have befundet sig fra Olaf Kyrres tid, til erkebiskop Eystein anbragte og indviede det heromhandlede altar i den, forudsat der intet tidligere har været, som ved denne leilighed er bleven flyttet. Dette er, som vi har seet, ingenlunde umuligt. Og forudsat endvidere, at denne i dens oprindelige høide med vingerne samtidige kirkedel tilhører Olaf Kyrres Kristkirke, hvilket jeg anser som givet, og hvilket hr. Bang, som det sees, ikke i mindste maade har svækket, men forsaavidt bestyrket, som han har afvist som aldeles uholdbar prof. Dietrichsons theori, der gik ud paa, at altaret var viet senere end den dag og det aar, indskriften angiver.
Under denne forudsætning viser det sig ogsaa urigtigt, naar forf. antager, at man ved altaroffere maatte
