Jeg er tillige bleven oplyst om, at saavel ved altare
portabile som ved altare fixum er det stenpladen, mensa,
hvori relikvien nedlægges, der vies, ikke pladsen, hvor altaret
staar, og at der af denne aarsag i og for sig intet
er til hinder for, at et altar kan flyttes efter vielsen.
Saafremt relikvien er et helt legeme, eller større dele af
et legeme, der ikke kan nedlægges i en fordybning i pladen,
anbringes den under denne i en foran aaben niche,
forsaavidt man ikke lægger den i skrin og sætter dette
paa altaret (eller bag og over altaret paa egen underbygning),
saaledes som tilfælde var ved Kristkirkens høialtar
i Nidaros.
Der var altsaa i de kirkelige vedtægter intet til hinder for, at der forud for det af Eystein i 1161 indviede altar i søndre vingestukes første høide kan have været anbragt et til anden eller andre helgener viet altar paa samme plads; men jeg skulde, efter hvad nedenfor vil meddeles, være tilbøielig til den tro, at den forud har været ledig.
Det være mig samtidigt tilladt at henlede opmærksomheden paa, hvorledes der altsaa i de kirkelige vedtægter i og for sig ikke laa nogen hinder for, at høialtaret kunne flyttes, hvilket jeg har paapeget utvivlsomt har fundet sted i Nidaros, sandsynligvis efter branden af 1432, selv om man ikke havde været nødt til det.
Der er et par mig bekjendte data, som tyder paa, at de frembyggede kapeller ved vingernes østre væg muligvis overhovedet, eller undertiden ialfald, ikke har været anskuede som tilhørende de væsentlige altarpladse, der fortrinsvis paakrævedes og maatte tages i brug.
Ved Magnuskirken i Kirkevog, der grundlagdes 1137, eller 44 aar efter Olaf Kyrres død, 15 aar før erkestolens oprettelse i Nidaros og 24 aar før Eysteins embedstiltræ-
