For at faa rede paa, hvorledes dette forhold stiller
sig til hvad der kan ansees rimeligt, har jeg indhentet
oplysning hos en fagmand i den katholske ritus, der har
meddelt mig følgende:
Ved opførelse af kirkebygninger for den romersk-katholske bekjendelse er der ikke og har der aldrig været noget til hinder for, at særlige frembyggede kapeller eller andre for opstilling af altare skikkede pladse kan henstaa i aarrækker, tyve, femti, hundrede aar, uden at noget altar anbringes og „dediceres“ der. Anbringelse af bialtare er en leiligheds- og dotationssag.
Det er kun høialtaret og Corpus Christialtaret der maa anbringes og indvies, før en biskopkirke kan tages i brug, forsaavidt man ikke, istedetfor sidstnævnte altar, hjælper sig med tabernakelet alene uden altar. I dette tilfælde var det i ældre tider skik i kirkevæggen at aabne eller anbringe det saakaldte Oculus Dei, for at man udenfra skulde kunne iagttage, hvor hostien stod.[1]
Undertiden faldt høialtaret og Corpus Christialtaret sammen paa den maade, at høialtaret tillige viedes til det hellige legeme.
Skulde dette muligvis have været vanligt ved vore biskopkirker, af hvilke en flerhed ialfald synes at have baaret navnet Kristkirke ved siden af et andet navn, saaledes, at betegnelsen Kristkirke synes at være bleven identisk med biskopkirke? Corpus Christialtaret har ellers ingen bestemt foreskreven plads.
- ↑ Muligvis den hidindtil som skrifteluge betegnede luge, der fandtes paa sydsiden af absiden i Nes’ nu nedtegne stavkirke, var et saadant „Gudsøie“. Den opbevares i universitetets samling og har no. 3652. Man afgav og afgiver nemlig ikke skrifte ind i koret, men vel ind i sakristiet, hvor der er et saadant, gjennem egne skrifteluger.
